Påskemarked 2019

Nu kan du glæde dig til vores hyggelige påskemarked, som bliver holdt, lørdag d. 20. April fra kl. 10 – 16. Der er salg af lækkert keramik og glas, forskelligt håndværk og håndarbejde, påskepynt, finurlige fuglekasser og stenpynt, samt strik. Du kan smage lækkert ramsløgspesto og ramsløgssalt og hos Skræp Hjemmebryggeri, kan du smage sublimt ølhåndværk, hvor der virkelig er kræset for detaljerne. I caféen byder Fru Skræp på smørrebrød, sandwich, kage og cookies + kolde og varme drikke. Tag hele familien med til en hyggelig oplevelse… Og sig det til din nabo 😉🌞

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Julemarked 2018

Så varer det ikke længe, før vi igen er klar med årets julemarked. Det er blevet en rigtig hyggelig tradition for os og mange af jer deltagere, kommer år efter år og er med til at skabe den gode stemning her i laden, med jeres dejlige hjemmelavede unikke og spændende ting. Tak fordi i er med 🙂

Og nu er det tid til at tilmelde sig, hvis man vil være sikker på en plads. Markedet afholdes lørdag d. 8. december, fra kl. 10 – 16.

Priser for deltagelse

En stand i lokale med brændeovn= 150,-

En stand i uopvarmet lade= 50,-

Med i prisen er en sandwich, kaffe/te/vand.

Medbring selv bord og hvad du har brug for, til at udstille dine ting. Skulle du være forhindret i at medbringe bord, så sig til, så finder vi en løsning.

Og HUSK! Der bliver rigtig koldt i den store uopvarmede lade, så hvis du vil have en stand der, er det en rigtig god ide med flere lag tøj på, varme støvler og evt. et underlag at stå på (aviser, yogamåtte fx) og har du en gasovn, så medbring gerne.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Påskemarked igen

Så nærmer vi os påske og retter tankerne mod vores marked her i Strandbyladen, lørdag d. 24. Marts fra kl. 10 – 16. Det bliver vores 3. Påskemarked og vi håber det bliver lige så hyggeligt, som det plejer. Du kan tilmelde din stand via mail – info@strandbyladen.dk, eller via vores Facebook side, som hedder Strandbyladen.

Pris for en stand

U-opvarmet lade = 100 kr.

Opvarmet lokale = 150 kr.

Husk at der kan være meget koldt i laden, så godt med tøj og tykke støvler på, hvis det er koldt i vejret. Vi håber selvfølgelig på skønt og lunt påskevejr ?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Julemarked 2017

Selvom det stadig er sommer, går tankerne allerede nu på vores julemarked. For det er med en blanding af gode forventninger og en smule nervøsitet, at vi denne gang kan proklamere at vi har tænkt os at flytte den, igennem 5 år, faste weekend for afholdelsen (?) til weekenden op til jul! OG… for at presse den lidt mere… så skærer vi ned til kun en dag. Det vil sige at vi holder markedet, lørdag d. 16. December og det bliver fra kl. 10 – 16. Vi håber at vores faste besøgende, stadig har mulighed for at gæste markedet. Vi tror på at weekenden før jul er et bedre valg. Der er for hård konkurrence med de større markeder sidst i november og så er vi så tæt på jul at julestemningen er mere til at føle på ? ?? Jeg håber på at kunne få arrangeret noget levende julemusik, så hyggen kan sprede sig i alle hjørner af lokalerne. Der er åben for tilmeldinger og betingelserne er således:

Pris for en stand i opvarmet lokale = 150,-

Pris for en stand i u-opvarmet lade = 100,-

Det er først til mølle og der er 6 pladser i opvarmet rum, samt 6 pladser i u-opvarmet lade.

Der er koldt i laden, så man skal have tykke sokker og varme støvler på, samt varmt tøj. Det kan anbefales at medbringe en olie/gas radiator, hvis man har sådan en og aviser + evt. En yogamåtte til at stå på, da det er effektivt at isolere nede fra.

Vi opfordrer til at man selv medbringer borde og stole til sin stand, men er det ikke muligt, så sig til, da vi har lidt til udlån.

Det er, som det plejer, kreative og kulinariske boder.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Et dejligt sommermarked i laden!

Tak for en rigtig god dag til vores sommermarked. Der var en fantastisk stemning, særligt da Else Marie fortalte historier med sine grise og da Kristine og Guy, fremførte skønne og rørende klassikere. Vi fik megen positiv respons fra de besøgende og jeg tænker ikke det er sidste gang, vi får nogle aktiviteter og musik på programmet. Her er et lille sammendrag af billeder fra dagen, samt et lille udrag af musikken.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Sommermarked 2017

KristineGuy bas

Kristine Eiler Ernst synger skønne klassikere, i selskab med Guy Moscoso på kontrabas til Strandbyladens sommermarked 1. juli.

Læs resten

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Hestevognskørsel til Jul i Strandbyladen!

For noget tid siden fik jeg en mail fra en der gerne ville tilbyde hestevognskørsel til vores julemarked. Jesper, som han hedder, havde tænkt på at det da kunne være et rigtig fint trækplaster for os og måske de også kunne få lidt ud af det. Genialt, tænkte jeg! Og hvor er det dejligt når folk tænker på hinanden herude på landet 🙂 Jeg er virkelig taknemmelig for Jespers påfund og er meget spændt på at se, hvor mange der vil benytte sig af denne skønne mulighed. Og så har jeg fået at vide at det er intet mindre end to kendis-heste der beriger os med deres besøg. Odin og Theobald, som de jyske heste hedder, har simpelthen været med i Ole Bornedals “1864” og i DR’s underholdningsprogram “Versus” hvor de kørte om kap med en 2CV. Hestene vandt naturligvis. Hvor er det fint. Glæder mig til at møde dem.

Holdet til dette års julemarked, er så godt som sat og jeg er begejstret for den gode tilslutning! Der vil blandt andet være unikt hjemmesyet børnetøj, glas og keramik, små skulpturer, strik og filt og naturligvis nisser og juledekorationer, samt meget andet. Det bliver så godt!

jyskeheste1

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nu er det snart jul!

Eller i hvert fald snart tiden for de mange julemarkeder 🙂 Her på Fyn er der mange! Og mange store, på smukke herregårde og slotte, med rigtig mange udstillere og masser af julerier.  Jeg synes der er fantastisk stemning på disse markeder og der er mange dygtige deltagere, med spændende ting og lækre specialiteter, men det kan være en dyr fornøjelse, bare entré prisen i sig selv er en klækkelig del og skal man lige have en kop kaffe og et stykke kage, ja så er mit budget i hvert fald næsten brugt.

Her i Strandbyladen tilbyder vi et alternativ til de større markeder. Her hos os er det gratis at komme ind, men vi har stadig et fint (dog noget mindre) udvalg, af kreative og kulinariske sager, som oftest med rod i Fyn og gerne lige fra nærområdet. Deltagernes ting er unikke og håndlavede og der er tænkt over kvalitet. Omgivelserne er charmerende, med brudstykker af bindingsværk, stemningen er hyggelig og afslappet og der er altid friskkværnet, håndbrygget kaffe klar i cafeen, hvor det også er muligt at købe lækre kager og andet godt, til meget fair priser. Vi gør hvad vi kan for at alt er økologisk i cafeen og stort set alt er lavet fra bunden, med lokale frugter og bær, samt æg fra egne høns. Til det kommende julemarked kan jeg afsløre at det bliver lidt norsk i det i cafeen!

Vi vil have mere liv på landet og dette er vores bud på et aktiv i vores lokalmiljø. Mange af de lokale her fra Strandby støtter op om vores ideer, men også mange fra Haarby slår vejen forbi hvert år, ja og faktisk har vi også besøgende fra Jylland og Sjælland og resten af Fyn. Vi vil meget gerne samarbejde med andre foretagender I Haarby og opland så vi kan hjælpe hinanden med at sætte fokus på de skønne arrangementer der er at finde rundt omkring. Hvis nogen har ideer til noget, så er man meget velkommen til at kontakte os på info@strandbyladen.dk og her kan man ligeledes skrive til, hvis man har lyst til at have en stand på vores markeder.

lade-jul

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Velkommen til Strandbyladen!

Strandbyladen ligger i Strandby, ved Haarby på sydvest fyn og er et markedssted for kreative og kulinariske oplevelser, i unikke charmerende rammer. Se mere under de forskellige menu punkter.

Nu kan du tilmelde dig vores julemarked d. 19. og 20. november! Se mere under “Markeder 2016/2017”

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar